FRI FRAGT ved køb for 499,-

Sort snak? Forstå hvad din frisør siger

Sort snak? Forstå hvad din frisør siger

Sort snak? Forstå hvad din frisør siger 2048 1500 Hair By Stender
Margot i hvid top

Du har netop sat dig i frisørstolen. Du smiler stort. Det er nemlig blevet tid til at få dækket udgroningen og opfrisket længderne. Din frisør sætter sig ved siden af. Hun taler om balayage, babylights og glossing.  Dit smil stivner. Hvad er det hun taler om? Hvad er det du har rodet dig ud? Får du også disse tanker, når håret skal styles? Du er ikke alene.

Frisørsnak er for mange sort snak. Det vil vi gerne lave om på. Derfor har vi samlet en liste over de mest anvendte – og de mest forvirrende udtryk.

Babylights

Babylights er, som navnet måske antyder, en farveteknik, der efterligner den flerdimensionelle hårfarve små børn har. Babylights består af små, fine striber, som placeres (red. meget) tæt, for at opnå et naturligt, flerdimensionelt spil i håret. Striberne placeres i modsætning til almindelige striber meget tæt på hinanden og blander sig fint med hårets naturlige farve, hvilket giver en flot helhed og et naturligt look. Babylights er særligt populært blandt lyshårede – eller lad os være ærlige blandt den leverpostajsfarvede del af befolkningen, men det er også en farveteknik, som passer til de rådhårede og brunetterne.

Balayage

Det knap så mundrette ord; balayage er tyvstjålet fra det franske og betyder ’at feje’ eller ’at stryge’, hvilket ikke er langt fra, hvad balayage netop  er. Det er nemlig en frihåndsteknik, hvor frisøren med frihånd maler farven i håret med lette og velovervejede penselsstrøg. Balayage er således ikke systematisk placeret, men placeres frit i håret. Det giver et skødesløst chikt-look på den helt rigtige afslappede måde. Balayage kan bruges i både kort, page og langt hår. Det spiller ingen rolle om håret er tykt eller fint.

Ecaille

Ecaille er en af de ’nyere’ farveteknikker, men ikke mindre populær. Kendte, som blandt andre Jessica Alba, Sofia Vergara og Gisele Bündchen, er vilde med det varme og flerdimensionelle look ecaille giver. Ecaille er en blanding af de måske mere velkendte farveteknikker, ombré og sombré. Tricket er at lyse ombréen så meget som muligt samtidig med at bunden holdes så mørk som mulig. Sombré-teknikken anvendes til at opbløde overgangen fra bund til spidser. Resultatet er ecaille. Farveteknikken er bedst til brunetter eller en mørk blondine.

Flamboyage

Ganske som ecaille er flamboyage en af de ’nyere’ teknikker. Det er en blanding af balayage og ombré. Den dramatiske ombré-teknik anvendes først til, ikke overraskende, at skabet et dramatisk look. Derefter blødes looket op med frihåndsmalede striber også kendt som balayage.

Glossing

Glossing er en helfarve, som, måske ikke overraskende, kommes i hele håret. Glossing anvendes for at skabe helhed og udligne nuancer i håret – så der eksempelvis ikke er så stor forskel på top og bund. Glossing kan anvendes i alle hårtyper og alle længder.

Lyse striber

Lyse striber, reflekser og highlights. Kært barn har mange navne. For nemhedens skyld anvendes her lyse striber, som må siges at være en klassiker, der har til formål at lysne håret. I 90’erne blev lyse striber lavet med en badehætte med huller i. I 20’erne anvendes mere skånsomme metoder, når lokkerne skal lysnes. Folie, stanniol eller de bæredygtige PaperNotFoil anvendes, når de lyse striber væves ind i håret og farven kommes i. Lyse striber er perfekt til dig, der vil lysne den klassiske, og måske lidt triste kommunefarve.

Ombré

Endnu en gang, har vi lånt fra det franske. Ombré betyder skygge på fransk. I denne sammenhæng er det er en farveteknik, hvor håret har én farve i bunden og mellemlængderne og én anden farve i længderne.  Ombré minder om sombré, men effekten af ombré er i modsætning til sin lillesøster mere dramatisk med større kontrast mellem lyse og mørke farver. Alexa Chung og the one and only Queen B, Beyonce lader med jævne mellemrum lokkerne farve med ombré-teknikken.

Sombré

Sombré er en diskret version af ombré, hvor kontrasten mellem bund og længder ikke er lige så skarp, som overgangen er ved ombré. Sombré er  i modsætning til ombré ofte lavet med flere farver og mindre afblegning. Det er med andre ord en mindre dramatisk og mere naturlig version af ombré. Hvis du ikke tør vove dig ud i en ombré, men er vild med looket, er sombré perfekt til dig.

 


Pleje til farvet hår


GÅ IKKE GLIP AF

Få de seneste nyheder inden for hår og skønhed direkte i din indbakke. Psst … Du får også masser af gode tilbud. Skulle du mod forventning blive trætte af os, kan du til enhver tid afmelde dig vores nyhedsbrev.

LET’S CONNECT